23. september 2021
Hudforsker, dr. Beate Lichtenberger fra Medizinische Universität Wien i Østrig er dette års vinder af LEO Fondets Pris i Region EMEA til en værdi af USD 100.000.
Med sin forskning sigter Beate Lichtenberger mod at skabe en bedre forståelse af, hvordan fibroblaster – en vigtig celletype, der holder vores hud glat og elastisk – påvirker hudkræft, regenerering af huden og hudsygdomme såsom sklerodermi og keloide ar. Beate har allerede leveret vigtige bidrag til forståelsen af hudens grundlæggende biologi samt ny indsigt i processerne omkring sårheling uden ar og udvikling af hudkræft – begge med stort potentiale for fremtidig udvikling.
Forskning drevet af nysgerrighed
Ida Brams, uddelingschef hos LEO Fondet, er glad for at kunne hædre Beate med LEO Fondets pris:
”I LEO Fondet er vi glade for at hædre en enestående og nysgerrig ung forsker som Beate, der allerede har bevist sit ekstraordinære talent og vedholdenhed. Som eksperimenterende forsker har Beate udviklet nye teknikker i laboratoriet og demonstreret, at hun kan videreudvikle sin forskning i nye retninger ved at kombinere teoretisk ekspertviden, praktiske færdigheder og videnskabelig nysgerrighed,” siger Ida Brams.
”Beate er en exceptionelt talentfuld, ung forsker med et enormt potentiale for at fortsætte karrieren som en uafhængig forsker og forskningsleder,” fortsætter Ida Brams.
Lær mere om Beate Lichtenberger og LEO Fondets pris på vores engelske hjemmeside.