11. december 2020
Dr Yumi Matsuoka-Nakamura fra Osaka University i Japan modtager LEO Fondets Pris 2020 i Region Asia-Pacific. Hun modtager prisen for sin internationalt anerkendte hudforskning og en exceptionel række forskningsresultater.
Dette års vinder af LEO Fondets Pris i Region Asia-Pacific, Dr Yumi Matsuoka-Nakamura, er en fremragende dermatolog, som står bag enestående forskning inden for hudimmunologi, allergi og mikrobiologi – og har store visioner for fremtiden.
“Yumi Matsuoka-Nakamura er ikke alene en omhyggelig dermatolog på hospitalet, hun er også en kreativ forsker i laboratoriet. Hendes forskning adresserer centrale spørgsmål i forhold til eksem, og hun har udviklet en nyskabende og lovende – såkaldt multi-omics – tilgang til dermatologi. Jeg er sikker på, at Dr Matsuoka-Nakamura har potentialet til at kunne påvirke fremtidens hudforskning, og at hendes resultater på sigt kan bane vejen for nye former for behandling af hudsygdomme. Vi er meget stolte over at give LEO Fondets Pris til Yumi,” siger Ida Brams, uddelingschef hos LEO Fondet.
LEO Fondets Pris er på USD 100.000 og uddeles tre gange årligt – en i hver af de tre regioner: Americas, EMEA og Asia-Pacific.
Bakterie er måske udløseren til eksem
Årets prismodtager i region Asia-Pacific Yumi Matsuoka-Nakamura er lektor ved ‘Immunology Frontier Research Center’ på Osaka University i Japan.
Hendes seneste forskning sætter fokus på den rolle som bakterien Staphylococcus aureus spiller for atopisk eksem. Årsagen til eksem har længe været i søgelyset og er stadig ikke kortlagt, men vi ved, at personer med eksem ofte har skadelige bakterier på huden, specielt bakterien Staphylococcus aureus. Det er netop denne bakteries nøjagtige rolle i forhold til eksem, som Yumi Matsuoka-Nakamura håber på at opklare.