15. juni 2022

LEO Fondet har bevilget i alt DKK 26 millioner til ni internationale hudforskningsprojekter, der skal bidrage til nye opdagelser og styrke vores forståelse og behandling af hudsygdomme. 

Fra genetik til kronisk kløe. Fra ph.d. til professor. Fra Danmark til USA. LEO Fondets seneste runde bevillingsmodtagere repræsenterer ikke kun et bredt forskningsfokus og en lang række hudsygdomme. De bidrager også med en bred vifte af potentielle løsninger til behandling. Samtidig repræsenterer de forskere på forskellige karrieretrin fra seks forskellige lande.  

De ni forskere, der netop har modtaget en bevilling fra LEO Fondet, kommer fra USA, Tyskland, Schweiz, Danmark, Irland og Storbritannien. De har hver især modtaget en bevilling på mellem DKK 2-4 millioner – i alt DKK 26 millioner (EUR 3,5 millioner). De ni projekter er blevet udvalgt blandt i alt 23 ansøgninger fra 11 forskellige lande, og udgør derfor en succesrate på 39%. 

Flere end 3.000 hudsygdomme er kendte, men mange af de mekanismer, der driver sygdommene, er stadig videnskabelige mysterier. Der er behov for meget mere forskning for at sikre bedre diagnoser og behandlinger og i bedste fald en kur til de millioner af mennesker, der lever med en hudsygdom. Det er netop dette, som LEO Fondet ønsker at bidrage til med sine filantropiske aktiviteter. 

Du kan læse mere om bevillingsmodtagerne og deres forskning på vores engelske hjemmeside.