Investeringer
Udover at eje LEO Pharma har LEO Fondet finansielle aktiver for ca. 16,5 mia. kr.
Det primære formål med forvaltningen af de finansielle aktiver er at sikre løbende økonomisk kapacitet til at understøtte LEO Pharmas langsigtede videreførelse og strategiske udvikling samt sikre midler til LEO Fondets filantropiske aktiviteter.
Vi søger at skabe det bedst mulige afkast og samtidig have en fornuftig og velafbalanceret risikoprofil.
LEO Holding A/S
Til at hjælpe LEO Fondet med erhvervsaktiviteterne har vi etableret et 100 % ejet datterselskab, der hedder LEO Holding A/S. LEO Holding tager sig af Fondets investeringer.
Bestyrelsen i LEO Holding er identisk med LEO Fondets bestyrelse.
Investeringsstrategi og portefølje
Vores investeringer er fordelt på forskellige aktivklasser med primært fokus på likvide aktiver som f.eks. børsnoterede aktier, statsobligationer, særligt dækkede obligationer og kreditter.
En mindre del af porteføljen kan desuden omfatte mere illikvide alternative investeringer som strukturerede kreditter, unoterede aktier, infrastruktur eller fast ejendom.
Alle Fondets finansielle aktiver ejes af det helejede datterselskab LEO Holding, hvor et lille team af meget erfarne investeringseksperter arbejder på at skabe værdi gennem top-down aktivallokering og ved at udvælge forvaltere og alternative investeringskomponenter. Alle aktiver forvaltes i øjeblikket eksternt af professionelle formueforvaltere.
Få overblik over porteføljen og aktivklasser i vores årsrapport.
Ansvarlige investeringer
Som en del af vores arbejde med samfundsansvar har vi vedtaget en politik for ansvarlige investeringer med afsæt i ESG-forhold (Environment, Social, Governance).
ESG-politikken baserer sig på FN Global Compacts ti principper for samfundsansvar og bæredygtighed inden for bl.a. menneskerettigheder, miljø og anti-korruption.
Vores investeringer administreres af eksterne forvaltere, som vi arbejder aktivt sammen med for at sikre, at politikken overholdes.
Vores investeringsteam vurderer investeringsforvalternes ESG-setup som et fast led i investeringsprocessen, og forvalterne skal årligt rapportere om relevante ESG-forhold herunder frasolgte investeringer, dialoger med virksomheder og korrigerende handlinger iværksat af forvalterne.
Ansvarlig skattepraksis
Det er vigtigt for os at være en transparent og ansvarlig aktør i alt, hvad vi gør. Det gælder også i forhold til, hvordan vi håndterer vores skatteforhold.
Derfor har vi udviklet et sæt skatteprincipper, og vi har tilsluttet os et fælles skattekodeks, som er etableret af en række danske pensionskasser. Kodekset omfatter principper og anbefalinger for unoterede investeringer, der beskriver, hvordan eksterne kapitalforvaltere bør opføre sig på skatteområdet. Formålet er at sikre effektive og holdbare investeringer set fra et skatteperspektiv.