10. november 2022
LEO Fondet udvider teamet med to nye medarbejdere fra 1. november 2022.
LEO Fondet har budt velkommen til to nye kollegaer: Uffe Frandsen er ny Communication Manager og Anton Kieler Saietz er ansat som Senior Associate. De havde begge første arbejdsdag hos LEO Fondet den 1. november 2022.
Uffe Frandsen er ansat som Communication Manager og skal hjælpe os med at løfte kommunikationen omkring Fondets uddelingsaktiviteter og vil også indgå i kommunikationsteamets øvrige arbejde. Uffe kommer fra en stilling som Communication Manager hos DTU Skylab og har tidligere arbejdet som videojournalist hos Professionshøjskolen Absalon, som selvstændig kommunikationskonsulent og har desuden været ansat på Jyllands-Posten. Uffe er uddannet fotojournalist fra DMJX (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole) og har en bachelorgrad i historie fra RUC.
Anton Kieler Saietz er ansat som Senior Associate og skal først og fremmest arbejde med opgaver, der relaterer sig til LEO Fondets strategiske ejerskab af LEO Pharma. Det gælder blandt andet finansielle analyser, værdisætning og benchmarking samt markedsanalyse og risk management. Anton kommer fra en stilling som Senior Valuation Manager hos PFA, hvor han har arbejdet med værdiansættelse af alternative investeringer. Anton er cand.merc. i erhvervsøkonomi (Finance and Investments) fra Copenhagen Business School og er certificeret som Chartered Alternative Investment Analyst (CAIA).
Stort velkommen til LEO Fondet!