Kommunikation og public affairs
Som engageret ejer af LEO Pharma og som en af Danmarks største erhvervsdrivende fonde med betydelige filantropiske aktiviteter og investeringer, har vi en særlig forpligtelse til at agere med en høj grad af transparens og integritet.
Med vores kommunikationsindsats arbejder vi for at sikre transparens og åbenhed om aktiviteter og at skabe en klar profil af Fondet blandt interessenter.
Kommunikationsprincipper
- Transparens og proaktivitet: Vi er transparente og åbne inden for de områder, vi engagerer os i, og vi kommunikerer aktivt om de projekter, vi støtter, og hvordan vi arbejder. Proaktiv kommunikation er en integreret del af vores daglige arbejde.
- Integritet: Vi er en ansvarlig aktør, man kan regne med. Vi står på mål for det vi siger og gør.
- Dialog: Vi er tilgængelige og lydhør og opsøger dialog og samarbejde med relevante interessenter.
Roller og ansvarsfordeling
CEO’en er Fondets primære talsperson og udtaler sig eksternt på vegne af Fondet om områder, der omhandler LEO Fondet og dets aktiviteter.
Ledelse og øvrige medarbejdererepræsenterer Fondet i den daglige kommunikation med f.eks. bevillingsansøgere og -modtagere. Ved pressehenvendelser eller eksterne kommunikationsaktiviteter vedrørende den daglige drift eller områdespecifikke sager (f.eks. ved oplæg på konferencer) vil den person, der har de bedste forudsætninger for at repræsentere fonden i den pågældende situation, være talsperson.
Kommunikationschefen er første kontaktpunkt for alle eksterne presse- og kommunikationshenvendelser for at sikre, at den nødvendige viden er tilgængelig og at forespørgslen sendes videre til den relevante talsperson. Kommunikationschefen er ansvarlig for at varetage Fondets daglige kommunikationsaktiviteter i samarbejde med CEO’en.
Public Affairs og samarbejdspartnere
Formålet med Fondets Public Affairs-indsats er at sikre, at vores arbejde er drevet af og afspejler samfundets tendenser og udvikling, og at vi skaber bæredygtig værdi for mennesker og samfund gennem engageret ejerskab, filantropi og investeringer. Vi monitorerer relevante dagsordener, og vi er i løbende dialog med en lang række interessenter, forskere og forskningsinstitutioner i Danmark og internationalt, myndigheder, organisationer, medier, kapitalforvaltere og andre fonde. Fondets bevillingsmodtagere er også en vigtig kilde til inspiration og viden ligesom LEO Gruppen er en naturlig del af Fondets virke.
Kommunikationschefen er ansvarlig for at varetage Fondets daglige Public Affairs-aktiviteter i samarbejde med CEO’en.