30. oktober 2025
LEO Fondet lancerer Grant Strategy 2030, der sætter kursen for Fondets filantropiske indsats frem mod årtiets udgang. Med strategiens fem spor vil Fondet styrke global hudforskning og bidrage til, at udviklingen mod at kurere hudsygdomme accelereres.
Med sin nye Grant Strategy 2030 vil LEO Fondet støtte forskning på flere måder for at fremme banebrydende hudforskning verden over. Ved at øge den årlige filantropiske støtte fra omkring 300 millioner kroner i de seneste år til mere end 500 millioner kroner fra 2030 markerer Fondet et nyt kapitel i arbejdet med at styrke hudforskningen og bane vejen for en fremtid uden hudsygdomme.
”Nye forskningsgennembrud ændrer hele tiden vores forståelse af hud og baner vejen for bedre diagnosticering og udvikling af nye behandlinger. Men på trods af store fremskridt, er der stadig meget arbejde foran os – vi skal blive endnu klogere for at kunne håndtere de personlige og globale konsekvenser af hudsygdomme,” siger Anne-Marie Engel, Chief Scientific Officer i LEO Fondet.
Grant Strategy 2030 bygger videre på LEO Fondets filantropiske tilgang, som er forankret i et overordnet mål om at støtte uafhængig, excellent hudforskning og det økosystem, den er en del af. Strategien repræsenterer en bredere ramme for, hvordan Fondet kan indfri sin langsigtede ambition om at bidrage til at bane vejen for at kurere hudsygdomme.
Fem strategiske spor
Med udgangspunkt i Fondets eksisterende bevillingsinstrumenter introducerer Grant Strategy 2030 fem strategiske spor – Excellence, Nurture, Collaboration, Pioneering og Innovation – der tilsammen skal understøtte et globalt forskningsøkosystem og skabe grobund for markante videnskabelige fremskridt.
”Vi fortsætter med at støtte excellent forskning, men med en bredere tilgang vil vi også fokusere på at støtte forskning i områder, hvor der mangler både viden og behandlingsmuligheder. Vi vil styrke nye talenter, fremme nytænkning og hjælpe ny viden på vej fra opdagelse til anvendelse – alt sammen med det fælles mål at forbedre, hvordan vi forebygger, diagnosticerer og behandler hudsygdomme,” siger Anne-Marie Engel.
Implementeringen af Grant Strategy 2030 begynder i 2026. Frem mod 2030 vil Fondets eksisterende bevillingsinstrumenter gradvist blive suppleret med nye programmer, der dækker de fem strategiske spor.
”Vi ser frem til at lancere nye programmer i løbet af de kommende år. Med den nye bevillingsstrategi introducerer vi en fleksibel ramme, der giver os mulighed for løbende at afprøve nye tilgange til forskningsstøtte. Det gør det muligt for os at følge den globale udvikling og sikre, at vores støtte skaber størst mulig værdi – både for forskningen og for patienterne,” siger Anne-Marie Engel.
Yderligere information følger, efterhånden som strategien implementeres.
Klik igennem Grant Strategy 2030 kort fortalt:
