Professor Ya-Chieh Hsu (t.v.) i laboratoriet på Harvard University.
19. november 2024
Professor i dermatologi på Harvard University, Ya-Chieh Hsu, vil se på sårheling fra en ny, uventet vinkel: øget tæthed af nervefibre. I et interview med LEO Fondet fortæller hun, hvilken uventet opdagelse, der har skabt et nyt forskningsfokus i hendes laboratorium. Og om hendes vej ind i forskergerningen.
“Over hele verden kæmper læger og sygeplejersker med at hjælpe patienter med meget genstridige sår. For eksempel kroniske sår – sår, der simpelthen nægter at hele. De er almindelige hos patienter med diabetes og blandt ældre mennesker, og de forekommer ofte ved tilstande som liggesår. Der er også sår, der er ekstremt udfordrende at håndtere og ofte efterlader svære ar, som det ofte er tilfældet med brandsårspatienter. Vi har et presserende behov for mere effektive strategier til at fremskynde sårheling og forbedre regenerering.”
Sådan siger professor Ya-Chieh Hsu om behovet for at få ny viden på området. Hun er en af de fem forskere, som for nyligt modtog en bevilling gennem LEO Fondets Serendipity-program.
Ordet serendipity har sin oprindelse fra et persisk eventyr og handler om folk, som ved et lykketræf og årvågenhed får kundskaber om noget, de ikke havde ledt efter. Ideen med Serendipity-bevillingerne er netop at give etablerede forskere mulighed for at søge forskningsmidler, hvis de gør et uventet fund, som de gerne vil forfølge og undersøge nærmere – selvom det ligger uden for deres hovedspor og uden for det forskningsprojekt, de er i gang med.