Foto: Sara Galbiati
5. september 2024
I anledning af LEO Fondets 40 års-jubilæum hædres professor, overlæge dr.med. Gregor Jemec med Fondets jubilæumspris for hans ekstraordinære indsats inden for hudforskning. Med æresprisen følger fem millioner kroner, der skal gå til forskning samt afholdelse af et videnskabeligt symposium.
I dag hædrer LEO Fondet professor og overlæge ved Sjællands Universitetshospital, Gregor Jemec. Han modtager æresprisen for sin ekstraordinære indsats inden for hudforskning – særligt for sit banebrydende og vedholdende arbejde med den kroniske hudsygdom hidrosadenitis suppurativa (HS).
Gregor Jemec har forsket i huden og dens sygdomme igennem de seneste 30 år og er en af Danmarks mest citerede hudforskere. Han er forfatter til over 800 publikationer og en af verdens førende eksperter inden for HS, en hudlidelse, der giver smertefulde bylder. Forskning anslår, at en til to procent af Danmarks befolkning lider af HS.
”Gregor Jemec modtager LEO Fondets jubilæumspris for sin visionære og betydelige forskning i huden og dens sygdomme igennem en lang karriere. Gregor Jemec er ikke kun en fremragende, engageret og internationalt respekteret forsker. Han er også blandt de 10 mest citerede dermatologer i verden samt den mest citerede inden for HS. Hans vedholdenhed og meritter er ganske ekstraordinære, og derfor er vi stolte af at tildele Gregor Jemec LEO Fondets jubilæumspris,” siger professor Peter Schwarz, der er bestyrelsesmedlem i LEO Fondet og formand for bestyrelsens uddelingskomité, og fortsætter:
”Gregor Jemec har dedikeret sit arbejdsliv til den stort set ukendte, men ikke ualmindelige sygdom HS. Hans forskning har haft stor betydning for forståelsen af sygdommen til gavn for både behandlere og de mange mennesker, der globalt lever med HS,” siger Peter Schwarz.
Førende international forskning
Gregor Jemec blev i 1984 uddannet læge fra Københavns Universitet og speciallæge i dermatologi i 1992. Hans doktorafhandling fra 1998 handlede netop om HS, som dengang ikke nød forskningsmæssig opmærksomhed blandt dermatologer. En stor del af Gregor Jemecs tidlige forskning har kredset om at beskrive, definere og præsentere sygdommen, som en stor del af verdens befolkning lever med. Hans forskning er publiceret i blandt andet New England Journal of Medicine, The Lancet og British Journal of Dermatology.
Senest har Gregor Jemec stået i spidsen for en forskergruppe, der i juni 2024 indleverede en rapport til WHO om HS. Rapporten er den tredje af sin art på hudområdet, men den første fra en dansk forskningsinstitution. De tidligere rapporter omhandler psoriasis og eksemsygdomme og er udarbejdet af centre i Storbritannien.
”Det er en fantastisk ære og stor glæde at modtage jubilæumsprisen fra LEO Fondet. Man bliver glad af at blive påskønnet. Prisen er ikke kun en anerkendelse af mit arbejde, men også en hyldest til de patienter og kolleger, jeg har mødt i min karriere. Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med at forbedre livet for dem, der lever med HS,” siger Gregor Jemec.
Om Gregor Jemec
- Professor ved Københavns Universitet og overlæge ved Dermatologisk afdeling på Sjællands Universitetshospital
- Har udover HS forsket i hudcancer, klinimetri (fagområde, der beskæftiger sig med forskellige målemetoder, red.) inden for dermatologi, psyko-dermatologi, eksem og psoriasis
- Forfatter til over 800 publikationer – herunder 10 bøger og over 50 bogkapitler
- Æresmedlem af British Association of Dermatologists og en række andre landes videnskabelige selskaber
- Æresprofessor ved universitetet i Ljubljana
- Delt formand for EADVs ekspertgruppe vedrørende acne, rosacea og hidrosadenitis suppurativa. EADV (European Academy of Dermatology and Venereology) er det europæiske akademi for dermatologi og venerologi, hvor han tidligere har været både bestyrelsesmedlem og vice-formand for den videnskabelige komité
- Har stiftet videnskabelige selskaber for udforskningen af HS (EHSF) og klinimetri (C3)
- Født i 1958 i Danmark af slovenske forældre
Om hidrosadenitis suppurativa (HS)
- HS er en kronisk hudsygdom, der giver gentagne udbrud af væskefyldte bylder i armhuler, skridt, lyske, bryst og andre steder, hvor hud møder hud
- HS er en smertefuld tilstand, der ikke kun forårsager fysisk handicap for den enkelte, men også skaber lavere livskvalitet samt følelsesmæssige og sociale udfordringer
- Det anslås, at en til to procent af den danske befolkning lider af HS
- HS blev første gang beskrevet i 1854
Om LEO Fondet
LEO Fondet er en af Danmarks største erhvervsdrivende fonde og engageret majoritetsejer af LEO Pharma. Udover ejerskabet uddeler Fondet filantropisk støtte til international forskning i hud og hudsygdomme og arbejder for at gøre Danmark til et globalt fyrtårn inden for hudforskning.
LEO Fondet fejrer sit 40 års-jubilæum den 5. september 2024 og tildeler i den anledning LEO Fondets jubilæumspris til professor og overlæge Gregor Jemec for hans ekstraordinære indsats inden for dermatologisk forskning.
Kontakt
For yderligere information, kontakt LEO Fondets kommunikationsrådgiver og redaktør Boline Skovly:
boline.skovly@leo-foundation.org
Tlf.: +45 31 49 62 65
PR-foto: Download foto af Gregor Jemec via LEO Fondets mediebibliotek