3. december 2021
Dr. Satoshi Nakamizo fra Kyoto University i Japan er dette års modtager af LEO Fondets forskningspris i Region Asia-Pacific.
Med et skarpt fokus på hudsygdomme som psoriasis og eksem, en imponerende publikationsliste og en original tilgang til forskning på tværs af en række emner indenfor dermatologi, er der ingen tvivl om, at Dr. Satoshi Nakamizos er en værdig modtager af LEO Fondets forskningspris til unge talenter. Med prisen følger USD 100.000.
Satoshi Nakamizos forskningsvision er – kort fortalt – at opnå bedre forståelse af de såkaldte antigen-presenting cells’ (APCs) og deres relation til inflammatoriske hudsygdomme såsom eksem og psoriasis. Som Satoshi Nakamizo forklarer, er vores eksisterende viden omkring netop denne celletype begrænset, og han håber derfor, at hans forskning kan være et bidrag til udviklingen af nye former for behandling.
En pris til unge forskningstalenter
LEO Fondets pris uddeles hvert år i tre regioner: Region Americas, Region Asia-Pacific og Region EMEA. Med prisen ønsker LEO Fondet at styrke og sætte fokus på vækstlaget af talentfulde forskere, der arbejder med dermatologi – og prisen gives dermed som en anerkendelse til yngre hudforskere, der er på vej frem.
Ida Brams, uddelingschef hos LEO Fondet, udtrykker sin glæde ved at uddele prisen til Satoshi Nakamizo og mener, at Satoshi måske holder nøglen til vigtig fremtidig dermatologisk forskning.
“Hos Fondet er vi begejstrede for at kunne hædre et talent som Satoshi Nakamizo, som har potentialet til at blive en førende hudforsker. Og vi er stolte af, at byde ham velkommen til en stærk gruppe af tidligere prisvindere – som inkluderer nogle af de mest fremtrædende forskere indenfor dermatologi”.
Lær mere om Satoshi Nakamizo og LEO Fondets pris på vores engelske hjemmeside.